Duften af December

image

Da jeg kom ud i køkkenet her til morgen, var hyacinten sprunget ud, og er der noget bedre end duften af de små, fine blomster? I min verden er det decembers hygge og forårets komme, på en og samme tid, og duften giver mig på forunderlig vis ekstra energi.

Energi der nu skal bruges på graviditetsyoga, inden de sidste julegaver skal købes og de traditionelle flødekarameller koges. Mens manden meget belejligt tager sig af snerydningen…

Husk at tage 5 minutter ud af kalenderen idag, sæt dig stille og kig lidt ud på verden. Den ser garanteret anderledes ud end den gjorde igår, og end den vil se ud imorgen.

Advertisements

Helt som planlagt…

Jeg var så heldig at imorges blev fuldstændig som planlagt. Nemlig næsten helt weekend-agtig. Boller blev formet og ovnen tændt, og mens jeg var i bad spredte der sig den mest vidunderlige duft af chokolade og kanel i huset. Et par stearinlys blev tændt i køkken og stue, og der blev spist morgenmad med udsigt til den snedækkede have, mens jeg skrev dagbog og ladede op til dagen – ganske enkelt perfekt…

IMG_1724

IMG_1727

Jeg har altid elsket mine stille morgener, og da jeg er a-menneske og min mand ultra b-menneske, så har jeg rigtig mange af dem. Et stille hus, og mig der tuller rundt i pyjamas, drikker the og kigger ud af vinduet. Dagens the-valg faldt på denne her:

Candy Cane Lane

Source

Har villet prøve den i mange år, og i år fandt jeg den endelig på hylden i Netto, til den nette sum af 18 kr. Den røg fluks i kurven sammen med deres Nutcracker Sweet version som forsøder mine eftermiddage på kontoret med smagen af karamel og hygge.

Hvordan ser din perfekte morgen ud?

Forberedelse til en mandag morgen udover det sædvanlige

Mandag morgen er sjældent forbundet med vanvittigt meget ro herhjemme. Ikke fordi jeg nødvendigvis stresser rundt, men fordi der – efter to dages langsommelighed – pludselig er en forventning om, at man når ud af døren på et nogenlunde tidspunkt. Hvis man tilmed er som jeg, og gerne har arbejdet i hovedet en del mere end 37 timer om ugen, jamen så begynder tankerne om hvordan dagen skal tilbringes, allerede under bruseren.

I dag gør jeg et forsøg på, at imorgen tidlig skal være bedre. Den skal være forbundet med mere ro og weekendstemning, så jeg først opdager at weekenden er slut, idet jeg kører ind på parkeringspladsen ved kontoret. Hovedingrediensen i min plan? Chokoladeboller med kanel.

IMG_1715

IMG_1719Opskriften er tyvstjålet herfra http://www.valdemarsro.dk/chokoladeboller-med-kanel/ dog med et par ændringer (er ikke god til at følge en opskrift 100%). Har tilføjet 1-2 tsk rørsukker for lidt ekstra sødme, og halveret gærmængden, da jeg forsøger mig med at hæve natten over på køl. Dejen blev bare lige rørt et par minutter og så ellers ind i køleskabet med film over. Satser på at bollerne kan komme på plade imorgen ved 6.30 tiden når jeg står op, og så være ude af ovnen omkring 7.30. Tids nok til at jeg når i bad og får strukket de ømme ben i en enkelt solhilsen, hvorefter jeg kan akkompagnere min jordbær-blåbær smoothie med en nybagt bolle og en kop the – glæder mig allerede!

Det gik lige op for mig hvor irriterende og  overskudsagtigt ovenstående kan lyde, hvis man er sådan en der ikke får øjne før man har drukket sine 2 kopper kaffe ved skrivebordet. Heldigvis er jeg meget a-menneske, så trives bedst med at lave ting om morgenen – der er dog risiko for at jeg vågner 6.20 med grus i øjnene og hellere vil vende mig om på den anden side. Afhængig af om jeg er blevet sparket i blæren 100 gange natten over eller ej. We’ll see… 🙂 Har erkendt, at når den lille i maven først er født, så går der nok nogle måneder (år?) inden jeg får mulighed for at have rolige morgener helt på  mine præmisser, så nu er det om at udnytte det inden da. Og December-morgener indbyder altid til lidt ekstra hygge i min verden.

Håber du får en god start på den nye uge. Jeg vil satse på at bollerne lever op til min forventning og skaber jule-hygge-afslappet-stemning fra morgenstunden.

Ro og tomatsuppe i forstaden

Sidder her i vores vidunderlige stue og kigger ud på sneen og mørket i haven. Manden er taget på forretningsrejse, kalenderlyset er tændt, det første barn sparker i maven og jeg varmer mig med tomatsuppe og en hjemmebagt bolle. Huset er stille, dog med de lyde som jeg stadig – her 4½ måned efter vi flyttede ind – skal vænne mig til.

IMG_1723

Verdens nemmeste tomatsuppe

Jeg er på jagt efter ro. Ro i en hverdag med et selvvalgt travlt og fantastisk arbejde, ambitioner til op over skorstenen og en voksende lyst til at skabe endnu mere plads til yoga, strikketøj, madlavning og gode bøger. Vinteren har gerne den effekt på mig, men i år er det kombineret med en barsel rundt om hjørnet, hvor livet pludselig får andre prioriteter. Så her i forstaden skal der være plads til ro, kærlighed og forkælelse…

Verdens nemmeste tomatsuppe

1 stort forårsløg, skåret i små bidder
1 fed hvidløg, revet
1 dåse hk. økologiske tomater
1 gulerod,  revet
1 dusk persille
2 tsk tørret basilikum
1/4 terning hønsebouillon
Vand til det passer
2 spsk fløde

Kog alting undtagen fløden sammen i ca. 20 minutter, blend og kog op igen med fløden i. Smag til med salt og peber. Nyd at du har lavet et fuldstændig simpelt måltid som smager skønt.