Dagens ro

… bød på små 20 min yoga i stuens tusmørke, hos min favorit lærer Esther Ekhart, der gav fred i sjælen og gjorde computer-kroppen godt. Hvis ikke vækkeuret ringede om 7,5 time var de 20 minutter blevet til 60, men søvnen skal passes når man er mig.

20140731-222823-80903328.jpg

Hvis ikke I kender Esther, så gå ind på wwww.ekhartyoga.com og se hendes vidunderlige videoer. Der er instant nydelse!

Konfetti-Kranie

“Jeg kender ingen der har så meget konfetti-kranie som dig!”

De fantastiske ord var min mands, da jeg indenfor 2 minutter hoppede fra en samtale om vores nye bil, til vores søn der lige har sagt “ærter” for første gang, til en sag fra mit arbejde, hvor jeg spiste frokost (på terrassen) og hvordan jeg har kigget på squash i haven i dag.

Konfetti-kranie – kan I ikke lige se millioner af stykker af farvet papir eksplodere rundt inde i hovedet? Udtrykket får mig til at grine over min egen krøllede hjerne, og erkende at jeg nok aldrig får en fuldstændig strømlinet tankegang – men det er måske helt i orden. Konfetti er sjovt!iStock_Konfetti_Small

En ting jeg godt kunne være lidt træt af ved min konfetti-hjerne er dog, at den nogle gange skubber mig ud i mere stress end hvad godt er. Jeg har skrevet en masse om min stress-historie på min tidligere blog (www.stressstories.wordpress.com), og virkeligheden er nok, at når der går for meget konfetti i den, så forsøger jeg at multitaske, kører rundt og får forviklet mig selv hen til et sted der ikke er sundt for mig at være. 
Jeg har stress i blodet, og der skal ikke meget til før jeg begynder at falde tilbage i mine gamle mønstre. Derfor er min psykolog og mine gamle værktøjer min redningskrans, som hjælper mig tilbage på rette vej. Dem vil I høre mere om… En af dem er yoga, som står på programmet om lidt. 

Dagens små roligheder:
Frokost på terrassen med en bog og lang gåtur med mindstemanden efter aftensmaden. Da han tog min hånd og foreslog at vi satte os på en bænk med udsigt over søen, smeltede mit moderhjerte. Og der sad vi så i ti minutter og nød roen, mens vi talte om biler, tog, træer og cykler – hverdagsglæde! 

DSC_0937

Et år kan ændre meget…

Min sidste post var d. 13 februar 2013. Jeg gik med en kæmpe mave og ventede på at blive mor, bagte og lavede mad i lange baner i forstaden og brugte uendeligt meget tid med min friske men kræftsyge mor. Siden da er meget ændret, intet bliver nogensinde det samme, mens nogle ting aldrig ændrer sig…

Fast forward til et år senere. D. 14 februar 2014 havde jeg min vidunderlige – næsten 1 årige – søn i mine arme, mens jeg græd uendelige tårer over min mor der gik bort på netop denne Valentines dag.

Jeg har dybe ar på sjælen, der langsomt er ved at udvikle sig til faste følgesvende, og samtidig oplever jeg lykke og glæde i ubeskrivelig overflod, når min lille spilopmager fjoller, kysser, krammer og vil op til sin “ooar”. Og så er jeg stadig ved at finde ud af, hvordan man er mor uden sin mor. Vigtigst af alt har jeg brug for ro, fokus på hvad der skal fylde i mit værdifulde liv og kærlighed til mig selv og mine nære. En genoplivning af bloggen er et skridt på vejen. Velkommen til, endnu engang…

Kirke